Med over 12 års erfaring med gravhunde og deres særlige rygproblemer har han hjulpet tusindvis af hundeejere med at vælge sikkert tilbehør.
Har du en gravhund? Undrer du dig over, hvor denne fantastiske race stammer fra? Vil du forstå, hvordan dens naturlige instinkter er opstået?
Her er alt, hvad du behøver at vide om gravhundens oprindelse i dette nye blogindlæg 🐶
Hvad er historien bag gravhunden som race?
Navnet “Dachshund” betyder bogstaveligt talt grævlingehund på tysk og stammer fra de tyske ord “Dachs” (grævling) og “Hund”.
I det moderne Tyskland kaldes gravhunden oftest for “Dackel” eller “Teckel”, hvor sidstnævnte især bruges af jægere.
Gravhunden er også kendt som en “pølsehund” på grund af dens lange, slanke krop, der minder om en pølse 😊
Gravhundens forpoter er formet som padler, hvilket hjælper den med at grave effektivt, hvilket er særligt nyttigt, når den jager grævlinger, kaniner og andre pattedyr.
Gravhundens dybe bryst giver den en øget lungekapacitet, hvilket er en stor fordel, når den jager under jorden.
Gravhundens officielle oprindelse
Gravhundens oprindelse går tilbage til det 15. århundredes Tyskland, hvor to størrelser gravhunde primært blev opdrættet til jagt.
Standardgravhunden blev primært avlet til at opsnuse og drive grævlinger og lignende gravlevende pattedyr ud, mens dværggravhunden blev avlet til jagt på kaniner.
I USA er gravhunde også blevet brugt til jagt på præriehunde og sporing af hjorte 🦌
Det, vi automatisk tænker på i dag, når vi taler om gravhunde, er deres modige måde at gå ind i grævlinge- og rævegrave på for derefter at gø, så deres menneskelige jagtkammerat ved, hvor de befinder sig.
Men disse små jægere er også kendt for at jage i flok, når byttet er meget større end dem selv, for eksempel jerven (et frygtløst, ensomt og kraftfuldt pattedyr) samt vildsvin.
Deres sædvanlige bytte er dog kaniner, ræve, grævlinger og andre mindre dyr.
Overraskende nok er denne lille hund også blevet brugt til hjortejagt, eftersøgning af sårede dyr og nogle gange, efter ulykker og tragedier, til eftersøgning af sårede eller omkomne mennesker.
Endelig findes der også kaningravhunden (kaninchen), som blev introduceret i Europa i det 19. århundrede for at jage og drive mindre byttedyr ud på grund af dens miniaturestørrelse.
De første gravhundes vugge
Der findes mange teorier om gravhundens oprindelse, hvoraf de fleste er blevet afvist.
På grund af billeder, der ligner gravhunde, fundet i det gamle Egypten, og det egyptiske ord for disse hunde “Tekal”, mener nogle, at gravhundens forfædre levede på den tid, men andre mener, at det er meget usandsynligt.
Der findes også assyriske relieffer af hunde, der ligner gravhunde, og hunde er blevet beskrevet i den antikke græske litteratur på samme måde som den moderne gravhund.
Nogle eksperter har fremsat hypotesen om, at de første rødder til gravhunden går tilbage til det gamle Egypten, hvor man har fundet udskæringer af jagthunde med korte ben, der er utroligt lig gravhunden.
Det amerikanske universitet i Kairo har også for nylig fundet egyptiske gravurner, der indeholdt mumificerede hunde, som lignede gravhunde.
En zoolog ved navn Brehm mente, at gravhunden kunne stamme fra Spanien, da rester af en lille hund af samme størrelse er fundet i Peru såvel som i det gamle Mexico. Selv i Danmark har man ved arkæologiske udgravninger fundet rester af kortbenede hunde.
Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at små kortbenede hunde er blevet opdrættet forskellige steder i verden 🌎
Den mest almindelige teori er, at gravhunden blev skabt i Tyskland, som betragtes som dens hjemland. De tyske kynologer Richard Strebel og Ludwig Beckmann har udført omfattende forskning, og ifølge deres konklusioner er gravhunden tæt beslægtet med den tyske brakhund (Deutsche Bracke).
Dette er blevet bekræftet af en anden tysk specialist, Hilzheimer, som fandt resterne af to gravhunde under arkæologiske udgravninger af en romersk militærlejr i tyske Kannstadt.
Den mest sandsynlige teori kommer fra tyskeren Fritz Engelmann, som mente, at gravhunden oprindeligt var en harrier-hund, og at den først senere blev brugt til at gå i grave for at jage eller til sporing.
Gravhunden i den moderne tidsalder
Gravhunderacen har udviklet sig over tid. Den gravhund, vi kender og elsker i dag, er tæt forbundet med de hunde, der blev opdrættet i det 15. århundredes Tyskland, men den blev perfektioneret i slutningen af det 19. århundrede.
Tyske opdrættere brugte tid og kræfter på at genskabe den ruhårede gravhund, som næsten var forsvundet i slutningen af det 19. århundrede. Det var også på dette tidspunkt, at racestandarden for størrelse, pels og farve blev fastlagt under gruppe 4 (med brugsprøve) 😊
Gravhunde blev introduceret i USA i 1880’erne og blev populære i Storbritannien for første gang i 1840. De blev bragt med hjem af kongefamilien til fasanjagt.
Dronning Victoria var tilsyneladende meget glad for racen, hvilket bidrog til dens popularitet. Fra det øjeblik kongefamiliens medlemmer bragte gravhunde til Storbritannien, blev de populære selskabshunde blandt private.
De sociale og kærlige gravhunde forblev populære hos kongefamilien. Som en påmindelse har dronning Elizabeth en “Dorgi”, efter at en af hendes corgier parrede sig med en gravhund.
Moderne gravhunde er lidt mindre end de gravhunde, der oprindeligt blev opdrættet i Tyskland i det 17. århundrede. Mange af deres karaktertræk og adfærd er dog de samme, med bevaret udholdenhed og livlighed, for ikke at glemme deres kraftige gøen 🐶
Gravhundenes historie under krigen
Gravhunden er traditionelt altid blevet betragtet som et symbol på Tyskland i mange menneskers bevidsthed.
Under første og anden verdenskrig faldt gravhundens popularitet på grund af dens tilknytning til Tyskland, og politiske karikaturtegnere brugte racens billede til at latterliggøre Tyskland.
I Amerika blev gravhunderacen accepteret i AKC (American Kennel Club) i 1885 sammen med 14 andre racer.
Desværre forsvandt gravhunden næsten i Amerika mange år senere på grund af dens status som symbol på Tyskland. Folk hadede Tyskland og ville af med alt tysk, inklusive de små pølsehunde, de tidligere havde sat så stor pris på.
Det utrolige resultat var, at antallet af gravhunde i Amerika faldt til kun 12 overlevende hunde i 1919! Folk, der luftede deres gravhund, blev angrebet på gaden, og hunde blev dræbt overalt.
I en kort periode i USA kaldte man dem “liberty hounds” eller “badger dogs”, lidt ligesom udtrykket “liberty cabbage” for surkål i Nordamerika, for at forsøge at mindske forbindelsen til Tyskland.
I dag betragtes gravhunden som et positivt symbol på Tyskland.
I 1972, da de olympiske lege fandt sted i München, Tyskland, var en gravhund ved navn Waldi den officielle maskot 😃
Waldi var den første officielle maskot i de olympiske sommerlegers historie i 1972, og det er naturligvis en pølsehund! 🥰
Denne hund er kendt for sin udholdenhed, vedholdenhed og smidighed. Det er derfor, den blev valgt.
Waldi viser flere forskellige farver, og dens stribede krop bærer mindst tre af de seks olympiske farver.
Waldi blev født under en julefest for organisationskomitéen for legene i München, hvor deltagerne fik farveblyanter, papir og modellervoks til at lave et udkast til maskotten.
Denne berømte maskot havde et sandt alter ego, en gravhund kaldet “Cherie von Birkenhof”.
Gravhunden er i dag en populær hunderace
I dag er gravhunden lige så meget et familiekæledyr, som den er en jagthund.
På grund af sin fortid som jæger har den både fordele og ulemper for den almindelige kæledyrsejer. Den er loyal og beskyttende over for sine ejere, og hvis den keder sig, kan den nemt grave hele din have op eller vende op og ned på puderne i din sofa 😜
Selvom gravhunden kan være en af de sejeste og mest nuttede venner i dit liv, er den stadig en dynamisk og atletisk jagthund.
Tænk dig godt om, om du er klar til at give gravhunden det, den har brug for, for at være den ekstraordinære hund, den kan være!
Team Mingrav – 💚 senest opdateret 05/03/26
Kilde Waldi:
https://olympics.com/fr/olympic-games/munich-1972/mascot
